Kunst og kultur i Odsherred
Det bakkede landskab og det særlige lys har trukket kunstnere til Odsherred siden 1840, og som en af de fire kunstkolonier i Danmark findes der næppe noget andet sted, hvor forholdet mellem egn og kunstnere er så tæt.
Landskabsmaleriet blev opfundet i Odsherred
Da T.H. Lundbye i 1840 malede udsigten fra Vallekilde mod Dragsholm Slot og Nekselø ”opfandt” han samtidig det danske landskabsmaleri.
Siden hen har mange kunstnere følt sig tiltrukket af lyset og landskabet i Odsherred. Navne som Swane, Bovin og Hartz har gjort ”Odsherred-kunst” til et begreb. I dag er Odsherred beriget med mange aktive kunstnere og kunsthåndværkere samt et væld af gallerier.
Dyk ned i Odsherreds kunstmiljø
På vores bureauer kan I få hæftet ”Kunst & Kultur i Odsherred” - eller I kan downloade det her. Hvert år i Pinsen afholdes ”Odsherreds Kunstdage” med mulighed for at besøge ca. 50 gallerier, udstillingssteder og kunsthåndværkere. En unik mulighed for at komme helt tæt på kunsten.